Per Vers, Benny Andersen - Denne Kolde Verden sangtekster (lyrics)

Det var en mørk og kold novembermorgen
Jeg kom til denne verden
Lille frysende indvandrer i Norden
Fordrevet fra mit tropiske hjemsted
Med en middeltemperatur på næsten
38 grader i skyggen
Hvor jeg trygt kunne bade dag og nat
I mit lille lune to-liters ocean
Alt var her og behøvede ikke at forstås

Himmel og helvеde skælvede
En smældfеd basunengel spillede en jingle
Gletscheren kælvede et atom blev spaltet
Jeg faldt ud af verdensaltet
Jeg havde haft en fest i sovsen ind' i mavsen
Nu' jeg ude i kulden
Og de slår en knude på navlen
Det sker hvert sekund året rundt
Et barn dukker frem
I dette bette sekund, der var det mig
Der var ham
Så smæk mig i min røv, og knib mig i min arm

Jeg skreg og skreg: "Am, am, am"
Jeg kunne ikke udtale Amnesty International
Men det havde heller ikk' hjulpet
Amnesty eksisterede ikke dengang

De overskrider adskillige personlige grænser
Koldt gys
Et lys så skarpt, at man ka' brænde sig
De tørrer og renser er det her magtpis
Virkelig almindelig lægepraksis?
De gør mig rød som en marxist
Det her det' for tæt på Arktis
Jeg vil kravle tilbage i min
Bowle bag mors navle
Men de har lukket for min private spa
Der' ingen vej tilbage
Ay, hvorfor må jeg ikk' bestemme noget?
Det' trods alt min fødselsdag

Forestil jer chokket
Da jeg med ét blev udstødt
Af mit tropiske paradis
På Rigshospitalets fødegang
For mig var det hundekoldt
Splitternøgen som jeg var
Et iskoldt og knastørt helvede
Og så de højtråbende stemmer
På et uforståeligt sprog
Hvidklædte kæmper vendte bunden i
Vejret på mig ga' mig et dask i min arme mås
"Hjælp", tænkte jeg - "Nu' det ude med mig"
Tænkte jeg
"Jeg' havnet blandt de vilde", tænkte jeg
Er det så mærkeligt, at jeg skreg
Og jo mere jeg skreg, jo højere råbte de
De sloges om mig
Da jeg blev fordrevet til denne kolde verden

Men efterhånden blev jeg assimileret
Den modstand, jeg oprindeligt
Havde mod landet, blev pacificeret
Lærte det ganske pudsige sprog
Jeg modtog et personnummer
Helt uden at jeg lo voksede op, slog mig ned
Glemte efterhånden min
Første etværelseslejlighed
Fik arbejde, bil og familie
Og det virkede virkelig som om
Det foregik med min frieste vilje
Blev efterhånden som en af dem
Det blev det her, jeg kaldt' hjem
Jeg fik venner

Både usynlige og virkelige mennesker
Fik fodboldstøvler, fik filipenser
Min' fødder slog rødder
Og de begyndt' at gro
Drømte sågar på deres sprog
Om natten - betalte skatten fra
Staten uden at bande
Blev knyttet til dette sære land
Hvorfra min verden gik
Selv kartoffelsproget begyndte at
Lyde som musik
Jeg glemte min livmoders stemme og
Mindet om mit første hjem
Jeg blev taget af tidens stride strøm
Min moderlige lagune blev en
Fjern uvirkelig drøm
Min hjertelige hjemstavn

Et blideligt, skvulpende, nynnende sagn
En sagte susen i sindets dybe konkylie
Nu har jeg nået den alder
Hvor jeg ka' tælle årene
Til jeg endnu engang ska' forvises
Til en anden verden lære endnu et nyt sprog
Studere nye skikke som i forhold til alt
Hva' jeg kender muligvis er et ikke-sprog
Og visse ikke-skikke
Hidtil har man kun fået meget
Vage og inkonsekvente oplysninger
Det lader til, man ka' vente sig alt
For slet ikke at nævne intet
Er der mon lige så koldt og støjende
Som ved ankomsten til mit nuværende land
Bli'r man også dér modtaget ved grænsen
Af en flok hvidklædte hujende galninge
Med benene i vejret

Eller er der helvedes hedt og tyst
Ingen til at modtage én
Er man selv en ingen
Som andre ingen'er ikke er der for at modtage
De eneste sikre forlydender vi har om stedet
Går ud på at man i
Modsætning til adskillige andre lande
Har en højt udviklet og
Tolerant indvandrer- og flygtningepolitik
Det' yderst sjældent
Nogen bli'r afvist ved grænsen