Henrik Ibsen - Ørnulfs drapa sangtekster (lyrics)
[Henrik Ibsen - Ørnulfs drapa sangtekster lyrics]
Sind, som svær-mod stinger
Savner Brages glæde sorgfuld skald så såre
Kvides ved at kvæde
Skaldeguden skænked evne mig at sjunge -
Klinge lad min klage for mit tab, det tunge!
Harmfuld norne hærged hårdt mig verdens veje
Listed lykken fra mig ødte Ørnulfs eje
Sønner syv til Ørnulf blev af guder givet -
Nu går gubben ensom sønneløs i livet
Sønner syv, så fagre fostret mellem sværde
Værned vikings hvide hår, som gævest gærde
Nu er gærdet jævnet mine sønner døde
Glædeløs står gubben og hans hus står øde
Torolf - du, min yngste!
Boldest blandt de bolde! Lidet gad jeg klage
Fik jeg dig beholde
Vén du var, som våren mod din fader kærlig
Arted dig at ædles til en helt så herlig
Ulivs-sår, usaligt værste ve mon volde
Har min gamle bringe
Klemt, som mellem skjolde
Nidsyg norne nødig nægted mig sit eje, -
Dryssed smertens rigdom over Ørnulfs veje
Vegt er visst mit værge fik jeg guders evne
Én da blev min idræt: Nornens færd at hævne
Én da blev min gerning:
Nornens fald at friste, -
Hun, som har mig røvet
Alt - og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet? Nej, det har hun ikke
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke
Mine sønner tog hun men hun gav min tunge
Evnen til i kvæder ud min sorg at sjunge
På min mund hun lagde sangens fagre gave -
Lydt da lad den klinge
Selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve! Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger verdens ve og kvider!
Savner Brages glæde sorgfuld skald så såre
Kvides ved at kvæde
Skaldeguden skænked evne mig at sjunge -
Klinge lad min klage for mit tab, det tunge!
Harmfuld norne hærged hårdt mig verdens veje
Listed lykken fra mig ødte Ørnulfs eje
Sønner syv til Ørnulf blev af guder givet -
Nu går gubben ensom sønneløs i livet
Sønner syv, så fagre fostret mellem sværde
Værned vikings hvide hår, som gævest gærde
Nu er gærdet jævnet mine sønner døde
Glædeløs står gubben og hans hus står øde
Torolf - du, min yngste!
Boldest blandt de bolde! Lidet gad jeg klage
Fik jeg dig beholde
Vén du var, som våren mod din fader kærlig
Arted dig at ædles til en helt så herlig
Ulivs-sår, usaligt værste ve mon volde
Har min gamle bringe
Klemt, som mellem skjolde
Nidsyg norne nødig nægted mig sit eje, -
Dryssed smertens rigdom over Ørnulfs veje
Vegt er visst mit værge fik jeg guders evne
Én da blev min idræt: Nornens færd at hævne
Én da blev min gerning:
Nornens fald at friste, -
Hun, som har mig røvet
Alt - og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet? Nej, det har hun ikke
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke
Mine sønner tog hun men hun gav min tunge
Evnen til i kvæder ud min sorg at sjunge
På min mund hun lagde sangens fagre gave -
Lydt da lad den klinge
Selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve! Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger verdens ve og kvider!