Kejser A - Lukas sangtekster (lyrics)
[Kejser A - Lukas sangtekster lyrics]
Og rimelig bleg knægt
Så i skolegården er der
Ikke ret meget respekt
Men inderst inde er folk lidt
Bange for hans intellekt
Vist specielt når han snakker
Om sit rumfartsprojekt
Og siger at der nu virkelig ikke kan være
Ret lang tid før han rejser væk
Men selvom han prøver at overbevise
Klassen om at det passer fniser klassen
Spasser la’ være at fortælle røvere
Trist og bedrøvet slentrer han hjem igen
For at stå foran spejlet og afprøve
Alle de filosofiske argumenters pointer
Tænker konstant over de mest komplekse emner
Hvis det bare er processer i hjernecentre
Der afgør hvordan vi handler
Så er friheden vel kun en illusion
Vi mennesker vælger at tro på
For at gøre tilværelsens vanvid
En smule nemmere arven og miljøet
Barndommen og DNA’en former personligheden
Som i sidste
Ende bestemmer hvilke valg vi tager
Det alt fra hvornår vi står op til hvilket
Job, hvad vi spiser, hvordan vi spiser
Hvad vi tænker på imens og hvornår vi griner
Hvad vi køber, hvem vi elsker
Det samme gælder for vores
Forældre og deres forældre
Alle er fanget af ufrivillige skæbner
Det er som ubrydelige lænker
Men den ligning har konsekvenser
For hvis vi er forudprogrammerede
Biologiske maskiner er
Begreberne det gode og det onde opspind
Voldsmanden med 12 voldsdomme er
I princippet uskyldig for
Hans handlinger står skrevet i
Kortene på forhånd
Disse tanker tryllebinder Lukas
Ligesom trolddom, ret voldsomt
En tirsdag morgen i Kristendom
Fru jerikov står
Og taler lidt som når præsten prædiker
Lukas forestiller sig kateteret som alteret
Og klassen som sognebørn
Der ikke ved hvorfor de modtager nadver
Hun spørger hvordan er Gud beskrevet
I det nye testamente
Der er kun én finger der ryger i vejret
Og den er skræmmende uventet
Det er ham den stille Lukas
Med de døde pupiller
Men nu er de pludselig tændte
Klassekammeraterne bliver lidt nervøse
Og spændte han rømmer sin spæde stemme
Og trækker vejret tungt
Fremstammer et par ord men stopper
Som om den røde tråd pludselig forsvandt
Ned i bevidsthedens dyb
Igen i blandt pubertetskvaler og
Citater fra Emmanuel Kant
Men som et lyn fra en klar
Himmel finder fisken tilbage til tungen
Mange års tanker tænkt på loftet derhjemme
Nu på vej ud af munden
Han føler sig vægtløs og ligegyldig
Glemmer tid og rum
Lukker den stille visken ud
Og starter fra bunden
"De såkaldte hellige skrifter er skrevet af
Mennesker og mennesker er fejlbarlige
Drevet af interesser, drevet af længsler
Så Biblen er usand, fiktion
I stil med Ghostbusters
Det primitive uendeligt lille
Menneske er ikke skabt til at forstå kosmos
Men det vi aldrig kan forstå må
Vi forstå i princippet er forståeligt
Ikke tåbeligt, ikke uopnåeligt, Gud han
Er ikke en løgn, men et fysisk væsen
Et fysisk sted og den der finder det
Slipper menneskeheden fri og snyder skæbnen
Jeg har bygget et rumskib
Det smukkeste, prægtigste
Kraftigste nogensinde
Og tiden den er snart inde
Til at forlade atmosfæren, solsystemet
Mælkevejen og søge mod fjerne galakser
For til sidst at finde universets ende
Åbne porten og gå ind, blive blændet af lyset
Og efter skikkelsen af ham der skabte
Alt bliver klar for mine øjne
Vil jeg starte med at konfrontere
Ham med et simpelt hvorfor?"
De hedder Maria og Peter
Begge unge i perioden hvor
Man besatte universiteter
Og røg lidt pot på kollegier
Lenin på væggen, alle de
Rigtige meninger, ligestilling
Antiracisme og andre af socialismens juveler
De mødte hinanden på Roskilde
I Peters nabolejr sad Maria sammen
Med gymnasietøserne og slammede bajere
Peter sad med drengene og rullede op i
Cones, for man skulle da være stoned
Når man sku’ høre Stones
Først var det fuldemandssnakken
Der skabte kontakten
En fredag aften lå de sammen og talte
Lidt om løst og fast på bakken
De grinede, de hævede stemmen
Det var intenst
Gnisten var speciel og pludselig
Blev den seksuel
Så Peter han tog Maria i søen
Hun fik sin orgasme i måneskinnet
Så nu smiler hun når åbner mindet
De fik et middelklasseforstadshjem sammen
Fælles bekendte, to biler
Kat og en søn de kaldte Lukas
Nu regner det, de sidder sammen på skolen
Og venter, ved begge hvad hinanden tænker
Fryser begge sine hænder
Kulden spreder sig til alle lemmer
Da Fru Jerikov åbner døren
Byder dem ind og be’r dem om
At sætte sig til rette
Hun skænker dem lidt kaffe
Dropper den overfladiske sniksnak og
Begynder med det samme
"Jeg ked af det men det er
Ikke blevet bedre siden sidst
Det er nærmest blevet værre med Lukas
Det’ så trist
Jeg bliver nødt til at være ærlig
Jeg er blevet pessimist
For han fungerer næsten dårligere socialt
For hver dag der går
Og jeg forstår virkelig stadig ikke
Kernen i hans mindreværd
Han er jo unormalt begavet
Ja klogere end de fleste lærere
Men det er umuligt at
Trænge igennem hans indadvendthed
Skolepsykologen var optimist
Men det var vidst en
Del sværere end forventet
Han åbner kun op når emnet
Er Himlen og Helvedet
Essensen af mennesket og Jesus i Templet
Det mest alvorlige er at
Rumrejsehistorien bliver ved
Han får stadig sværere ved at
Skelne mellem fantasi og virkelighed
Han har altid været en ener
Men vi fra skolens side mener at
Hans symptomer rækker langt
Udover teenageproblemer
Kære Maria og Peter, det gør ondt
Men den sparsomme hjælp vi
Kan tilbyde fra skolen
Er ikke det rigtige for jeres søn
Vi anbefaler en undersøgelse
På psykiatrisk hospital
Lad os tage det i opløbet før det ender galt"
Psykiatrisk Hospital, en borg af solid beton
Hvor mange mennesker går op og ned
Af de lange hvidmalede gange
Der er fyldt med rolige malerier på væggene
Fx af et æbletræ på græsplænen en forårsdag
Den ene hører stemmer i det fjerne
Den anden skærer i sig selv
Den tredje føler der er orme i hjernen
Den fjerde snakker jævnligt med
Sin afdøde kæreste den femte sidder på sit
Værelse og arbejder på
En hemmelig plan for at redde verden
På tredje sal sidder Maria og Peter
Peter stirrer tomt ind i væggen
Maria er grådkvalt
Der er noget fundamentalt galt
Det ved de alle tre
Psykiateren kigger op fra sine notater
Med et blik der
Signalerer at han vægter ordene
Grundigt før han taler
Efter en kunstpause går han lige til sagen:
"Konklusionen er desværre som frygtet
Lukas er skizofren
Så han bliver aldrig det man
I gængse termer kalder normal
Men hvis I følger hospitalets plan
Kan han få en hverdag
Han må indlægges permanent her på stedet
Til psykosen er drevet af
Vi har en seng ledig om et par dage
Indtil da bliver det altafgørende at
Han får sin medicin, det bli’r en kamp
Så det er vigtigt I fokuserer og
Væbner jer med lidt selvdisciplin
Der bliver gjort betragtelige
Fremskridt indenfor
Medicinalindustrien hele tiden osv"
Seks minutter senere, ind i
Bilen, Peter ved rettet
Maria forgrædt ved ruden
Betragter landevejen der bli’r til motorvej
Der bli’r til indkørslen ved deres parcelhus
Med had i hjertet ser hun
Drømmen er blevet knust
Drømmen om at blive en bedre forælder
End den mor hun selv havde
Med en mand der vil kæmpe
For hende og elsker hende
Drømmen om familien
Kærligheden og ønskebørnene forstærket på
Fødegangen første gang
Hun så sin søn i øjnene
Men alt det er så langt væk nu
En indre stemme lyder "Maria du er en fiasko"
Og giver ekko igen og igen og blander sig
Med lyden af regn der siler ned
Peter han åbner hovedøren og spørger "Skat
Vil du ikk’ med?"
Frustreret over at han virker så
Fandens ligeglad skubber hun
Ham så hårdt hun kan i brystkassen og råber
"Sig mig fatter du overhovedet hvad
Der er sket Peter?
Det her det er ikke et af de problemer
Hvor du bare kan tænde dit TV og
Vente på at der kommer bedre dage
Vente på at solen den pludselig
Skinner igen og træerne
Springer ud og alt bli’r glemt den dag
Det er slut nu alt er ligegyldigt nu
Forstår du det?
Det er på tide at vågne op fra
Dit drømmeland og føle dig skyldig nu
Ja, jeg håber du fryser nu
Jeg håber du prøver at forestille dig hvad
Vi andre har gået og tænkt på
Hvornår var du egentlig til stede?
Hvor var du henne de
Gange Lukas ringede fordi han
Var blevet stoppet, mobbet
Misforstået og grinet af?
Og hvor var du henne mentalt de gange
Vi sad og spiste og han
Sagde noget med at ansigtet kun er
Masken vi gemmer os bag men at den ryger af
Så Gud kan se os på den sidste dag?
Jeg har hele tiden sagt at
Det her ku’ ende galt
Men jeg skulle jo bare tage og slappe af
Du har altid været den eneste på planeten der
Ikke ville se at han er unormal
Selv de gange vi læste hans
Stile om hvordan han ville
Bygge sit forbandede rumskib var du
Bare afslappende og smilende
Nu kan vi ligeså godt bestille en kiste
Seriøst jeg kan ikke holde til det her
Det kommer til at tage livet af
Mig at se ham ødelagt
Se folk der ikke forstår ham
Være bange for ham
Og ikke have lyst til at snakke med ham
Peter det hele vil ramle sammen
Hvad skal vi sige til ham? Hvordan
Skulle jeg nogensinde kunne se
Min dreng i øjnene og forklare
Ham at han er sindssyg
Jeg har ikke lyst til at se
På ham eller høre hans stemme
Det gør for ondt lige nu
Hvor er han egentlig henne?
Han sidder vel mutters alene oppe på loftet
Igen, dybt begravet i sine egne tanker
Uden en eneste ven vil du ikk’ nok gå derop
Snakke lidt med din søn
Fortælle ham hvad sker og prøve
At nå hans sind, lukke ham ind?"
Da Peter ta’r de første skridt
Op ad trappen bemærker han
At han egentlig ikke har
Set loftet særlig tit
Han tænker der må være beskidt
Lukas han har det skidt
Men rengøringvanvid har han sku ikk’
Trist og sammenbidt mærker
Han samvittigheden kalder
Han plejer at kunne lukke den ude
Men lige nu er det vaskeligt
Fødderne rammer et trappetrin ad gangen
Vejen derop er lang
Han ser et foto på væggen hvor
Lukas og ham de sidder sammen
Lige der bliver han bange
Han får et dybt sug ned i maven og
En følelse af at han pludselig forstår
Hvor lidt han forstår af hvordan
Det hele er skruet sammen
Det får ham til at føle sig
Som et skræmt hjælpeløst barn
Han må have fejlet men hvordan og hvornår?
Var det ting han sagde eller
Ting han ikke fik
Sagt de gange han var begravet i arbejde
Han har altid set sin dreng
Som lidt af en særling
Men tænkt at det nok ville ændre
Sig når han blev ældre
Hørte han virkelig efter?
Det sidste trin bliver taget
Peter prøver at slappe af i sit
Ansigt for at kreere en facade
Han bliver nødt til at være den
Voksne fortæller han til sig selv
Mens han kigger på egetræsdøren der
Fører ind til loftet
Paralyseret som om lemmerne er frosne
Synes han mærker at Lukas er
Til stede lige i nærheden
Trækker vejret, tager sig sammen, åbner døren
Det han ser det nulstiller hans sjæl
Han ser et rumskib
Kæmpestort og kongeligt står det
I al sin pragt
Udsmykket med et inferno af blinkende farver
Loftet er enormt meget større end han troede
Blodet det fyrer rundt i hovedet
Han håber hjernen bedrager
Men så ser han Lukas iført en sølvgrå dragt
Med en matchende hjelm i hans favn
Han tager den på, går ind i skibet
Motoren starter "Jeg lover jeg finder
Ham!" når han at råbe
Inden eksplosionen raser, taget åbner sig
Alt bliver lyst og han er borte i det fjerne