Svartsot - Kilden - I marker og i lunde sangtekster (lyrics)
[Svartsot - Kilden - I marker og i lunde sangtekster lyrics]
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Både is og sne var smeltet
Den længe vented' tø
Og vår ånded' lunt, så vinter måtte dø
Atter kunne godtfolk nyde godt
Af jordens grøde
Og sled ude i markerne fra gry til aftenrøde
Der byggedе did en bonde
En ful og syndig mand
En holdеn mand var han, han ejed' meget land
Der var en pige på gården
En skønhed uden lige
Og lige så smuk hun var, så from var den pige
Kom vakre mø og pløj med mig
Og listig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lysten var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Uafbrudt hun gjorde sin gernig
Fra årle morgen til mørkefald
Og da dagen var til ende
Gemt' hun sig på staldens hjald
Uafbrudt han vogtede over alt
Det som pigen gjorde
Og drømte om det han ville gøre
Var hun blot en tarvelig hore
Kom med mig min fagre mø
Forårsgrøn er græssets lød
Den første fure må nu pløjes
Sæden må i jordens skød
Vejrliget er så mildt nu
Thi solen kroner himlens blå
Ej har du brud for kjortler
Vinden er ej længer' rå
Du er såre fin, det har jeg jo set
Og du ku' være min dronning
Skønt jeg er din herre
Ingen behøves vide hvad der er sket
Jeg kender et lønligt sted, hvor vi kan være
Jeg ved du har beglo't mig
Det har jeg jo set
Jeg er såre ung, og gud er min herre
Min dyd er mig kær, jeg vil ej blive forledt
Jeg vil hellere dø end at miste min ære
Til dig!
Hans længsel blev vækket
Ej vill' han benægtes
Han kasted' hend' til Jorden og
Trængt' ind mens hun fægted'
Hans vrede blev vækket
Han tog hend' mens hun skreg
Hun kunne ikke standse hans stød
Hans vilde leg
Rolig, din mær, tag det som den tæve du er
Jeg befrier dig for lænkerne af
Din fromheds usle skær
Jeg ta'r dig når jeg lyster
Thi du ejes af mig din gud kan ej hør' dig
Vel ringe han agter dig
Stadig ville hun ej give op
Hun stred med al sin magt
Hun rev i hans hud mens
Hendes mødom gik fortabt
Hun flåed' i hans øjne, slog hans kæbe hvast
Han ænsed' ikke hun slog ham
Det gjorde ham viljefast
Da han end'lig standsed' og hans
Lyst var atter sval prøved' han forgæves at
Dæmpe hend's hjertekval
Pigen skreg med bitre ord
Og alt imens hun skjalv
Greb bonden hendes spinkle hals
Og knuste hendens skal
Der lå hun forladt, sønderslagen og død
Fra under hendes lig et kildevæld frembrød
Årene, de gik og et hyldetræ slog rod
Den viste vejen til kilden
Som strømmed' fra dets fod
Han pløjed' og han såed'
Og lysten var hin bonde
Han gjorde den unge mø fortræd
I marker og i lunde
Der forblev hendes fromme ånd
Og lysten var hin bonde
Så livet selv mått' bli' bevaret
I marker og i lunde i marker og i lunde
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lystig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Både is og sne var smeltet
Den længe vented' tø
Og vår ånded' lunt, så vinter måtte dø
Atter kunne godtfolk nyde godt
Af jordens grøde
Og sled ude i markerne fra gry til aftenrøde
Der byggedе did en bonde
En ful og syndig mand
En holdеn mand var han, han ejed' meget land
Der var en pige på gården
En skønhed uden lige
Og lige så smuk hun var, så from var den pige
Kom vakre mø og pløj med mig
Og listig var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Kom vakre mø og pløj med mig
Og lysten var hin bonde
For jeg må så min sæd i dag
I marker og i lunde
Uafbrudt hun gjorde sin gernig
Fra årle morgen til mørkefald
Og da dagen var til ende
Gemt' hun sig på staldens hjald
Uafbrudt han vogtede over alt
Det som pigen gjorde
Og drømte om det han ville gøre
Var hun blot en tarvelig hore
Kom med mig min fagre mø
Forårsgrøn er græssets lød
Den første fure må nu pløjes
Sæden må i jordens skød
Vejrliget er så mildt nu
Thi solen kroner himlens blå
Ej har du brud for kjortler
Vinden er ej længer' rå
Du er såre fin, det har jeg jo set
Og du ku' være min dronning
Skønt jeg er din herre
Ingen behøves vide hvad der er sket
Jeg kender et lønligt sted, hvor vi kan være
Jeg ved du har beglo't mig
Det har jeg jo set
Jeg er såre ung, og gud er min herre
Min dyd er mig kær, jeg vil ej blive forledt
Jeg vil hellere dø end at miste min ære
Til dig!
Hans længsel blev vækket
Ej vill' han benægtes
Han kasted' hend' til Jorden og
Trængt' ind mens hun fægted'
Hans vrede blev vækket
Han tog hend' mens hun skreg
Hun kunne ikke standse hans stød
Hans vilde leg
Rolig, din mær, tag det som den tæve du er
Jeg befrier dig for lænkerne af
Din fromheds usle skær
Jeg ta'r dig når jeg lyster
Thi du ejes af mig din gud kan ej hør' dig
Vel ringe han agter dig
Stadig ville hun ej give op
Hun stred med al sin magt
Hun rev i hans hud mens
Hendes mødom gik fortabt
Hun flåed' i hans øjne, slog hans kæbe hvast
Han ænsed' ikke hun slog ham
Det gjorde ham viljefast
Da han end'lig standsed' og hans
Lyst var atter sval prøved' han forgæves at
Dæmpe hend's hjertekval
Pigen skreg med bitre ord
Og alt imens hun skjalv
Greb bonden hendes spinkle hals
Og knuste hendens skal
Der lå hun forladt, sønderslagen og død
Fra under hendes lig et kildevæld frembrød
Årene, de gik og et hyldetræ slog rod
Den viste vejen til kilden
Som strømmed' fra dets fod
Han pløjed' og han såed'
Og lysten var hin bonde
Han gjorde den unge mø fortræd
I marker og i lunde
Der forblev hendes fromme ånd
Og lysten var hin bonde
Så livet selv mått' bli' bevaret
I marker og i lunde i marker og i lunde